Nyheder / 2010

2010

27/11-2010 - Benzon er kommet hjem!
 
Så er Benzon kommet hjem fra træningskursus hos "Hesteleg". Og det er en helt anden pony vi har fået hjem. Han er godt nok stadig lidt reserveret, men vi kan gå til ham og klø ham og snakke med ham uden han flygter. Så nu kan vi komme til at arbejde med ham.
 
  
 
13/11-2010 - Benzon er sendt på træningskursus
 
Benzon er taget ud til Betina Mørch Holm, Hesteleg i 14 dage - så hun lige kan "omprogrammere" ham, så han bedre kan forstå signalerne, når vi skal til at igang med at træne ham. Han er jo 4 år og har ikke været ret meget i hænder. Umiddelbart tror jeg Benzon syntes det var spændende at komme ud og gå sammen med Betina's shetlænder vallak og kigge på H2O og islænderne. Og bedst af alt, han har slet ikke glemt det som hun lærte ham i sidste uge - så jeg tror han bliver rigtig fornuftig at arbejde med. Vi glæder os allerede til at få ham hjem igen.
 
 
9/11-2010 - Bådsgårds Prins har været på udflugt!
 
Vi aner simpelthen ikke hvad der er sket ham, han var løbet ud af folden og vi fandt ham helt kold og forkommen. Vi fik ham hentet hjem og pakket ind. Dyrlægen har været og tilset ham og har givet ham pencilin og smertestillende. Og han er heldigvis i bedring nu!. Vi gætter på at han har løbet rundt og blevet overanstrengt og kold, forkølet og evt. har froset sig til en tarmbetændelse. Det skal nævnes at vi kiggede forbi hingstene ved 9-tiden om morgenen og fandt Prins kl. 16 om eftermiddagen og han har altid gået i løsdrift uden problemer - så der kan snart ske noget uforudset!
 
 
6/11-2010 - Bine Breum og Bådsgårds Buster flytter hjemmefra
 
Så er Bine Breum flyttet til hendes nye ejer. Det var ikke den helt store omvæltning for Bine, for hun er flyttet ned til hendes tidligere slyngveninde "Lonnie". Vi håber de nye ejere bliver glade for Bine og glæder os til at følge dem på skuerne fremover. Buster skal også flytte hjemmefra når han er vænnet fra hans mor, han skal være legekammerat til et andet shetlænderføl samme sted som Bine er flyttet hen. Så det bliver dejligt at kunne følge ham fremover.Vi ønsker Familien Jørgensen helt og lykke med deres nye ponyer.
 
 
6/11-2010 - Så er Benzon påbegyndt sin uddannelse
 
Vores spændende unghingst, som desværre er lidt sky, har haft besøg af Betina Mørch Holm fra Hesteleg. Hun skal ved hjæp af horsemanship hjælpe mig med at få skik på Benzon. Han er så mild og sød - men har jo ikke været ret meget i hænder - så vi prøver denne vej for at få godt begyndt med ham. Og det må siges at Betina nåede meget denne første dag med Benzon.
 
 
28/10-2010 - Áki og Babette har være til tandlæge
 
Så har Áki og Babette fået ordnet tænder. Specielt Áki trængte til at få tænderne ordnet, et par af hans fortænder var blevet løse, men hestetandplejer Glenn Espensen mener, at vi har nået at redde tænderne og at Áki har et langt og godt ponyliv foran sig.
 
 
9/10-2010 - Varmt og tørt Kimbrerskue i Aars
 
Vi har været til Kimbrerskuet i Aars. Vi havde meldt Søndergvangs Babette med føl til - så hendes tidligere ejer kunne komme forbi og se hende. Babette klarede sig flot. Hun fik 23 p og blev nr. 2 i et stort og stærkt følhoppehold og så gik hun videre til finanlen, hvor hun blev nr. 12. og fik en flot ærespræmie fra Spar Nord Bank A/S - tak for den fine præmie.
 
Det var dejligt igen at se så mange shetlænder folk og fine ponyer fra det meste af Jylland. Dette var vores sidste skue i år, derfor vil vi gerne siger tak til alle for hyggeligt og godt selskab ved de forskellige skuer. Vi glæder os til næste år og håber vi forsat kan se frem til hyggelige shetlænder skuer.
 
Babette blev noget stresset over at gå rundt i den indendørs ring. Hun blev helt svedt, så det var en glad hoppe der blev sluppet fri på græs, da vi kom hjem igen. Hendes føl Bådsgårds Baron syntes det var helt fint at være til indendørs skue. Han brugte dagen til at holde øje med Paradisets Tarok, som stod i nærheden og så fik han vist hilst på alle de børn som kom forbi. Hvis ikke børnene kom til ham, ja så gik Baron da hen til dem. Ham er en rigtig hyggeprins, som trives rigtig godt med mange klap og kram.
 
Babette og Baron til Kimberskue
Det var ikke kun Babette og Baron, som fik varmen i Finalen - Vi fik også røde kinder !
 
 
2/10-10 - Årligt medlemsmøde og Jysk grand prix ponytrav i Skive
Man kan ikke være to steder samtidigt. Så vi har været til Lokalområde Vestjyllands årlige medlemsmøde hos Stutteri Skårup i Nees og havde en hyggelig eftermiddag.
 
Samtidig havde vi 2 af vores ponyer til Jysk grand prix ponytrav i Skive og det gik super godt.
 
Bådsgårds Line og Stine Ramussen fik en flot 1. og 2. plads - stort tillykke herfra.
 
 
 
Merrylegs og Camilla N. Jensen fik en fin 3. plads - også stort tillykke herfra.
 
 
 
27/9-2010 - Aftenudflugt til Skive Trav
Vi har været med Lokalområde Vestjylland på udflugt til Skive Trav og fået god mad og spændende trav. Og vi har været i vindercirklen for at overrække præmier til ponytraverne.
 
Merrylegs og Camilla klarede sig rigtig flot og fik en fin 2. plads i aftenens pony travløb.
 
 
13/9-2010 - Stine og Line vandt ponytravløb
 
I dag vandt Stine Rasmussen ponytravløb med Bådsgårds Line for første gang. Line gik rigtig fint og Stine syntes altså hun var en rigtig superpony idag. Men det er jo ikke svært at være superpony, når man har en superkusk til at styre rundt. Camilla og Merrylegs deltog også, men Merrylegs blev lidt træt i dag.
 
 
11/9-2010 - Kæledyrskørekort til pony
 
I dag har 4H og 7 piger i alderen 7-13 år været på besøg. Vi har i teori og praksis været rundt om hvordan man passer og plejer en pony. Så alle fik et fint kæledyrskørekort. Det var en rigtig hyggelige dag for både børn og ponyer.
 
 
4/9-2010 - Nissens Legat og Hesten i Fokus = super skøn dag
 
Vi har været til Nissen Legat og deltog med vores gamle rare hingst og 3 følhopper. Vi var så heldige, at vores søde ponyer vandt 3 ud af de 8 flotte præmier.
 
1. pr. Bedste hingst  = Skovlundens Áki
4. pr. Anden bedste hoppe = Søndervangs Babette
6. pr. Fjerde bedste hoppe = Bonnie Bomlund
 
Skovlundens Áki SH283 
Dejlige rare gamle Skovlundens Áki SH 283 - blev helt ungdommelige på dagen! 
 
Babette blev igen slået at tidens nok bedste Frederiksborg hoppe - smuk det er den - så det er jo flot at kunne følge så smukt et individ til dørs!
 
Nissens Legatskue blev holdt sammen med Hesten i Fokus, og det var en meget vellykket æresrunde og præsentation, som efter bedømmelserne foregik på Skive Travbane.
 
I løbet af eftermiddagen blev shetlænernes brugsegenskaber vist som showindslag i det flotte program. Første blev der afviklet et shetlænder ponytravløb, hvor 8 ponyer var startmeldt. Senere på eftermiddagen gik en del af Nissens Legatdeltagerne rundt mens 2 ekvipager køret keglekørsel.
 
Stor tak til Stald Skovgaard, Stald Hovslag, Stutteri Thybo og alle hjælperne som hjalp med vore ponyer fra Stutteri Bådsgård. Håber alle har haft god en dag - vi syntes det var en rigtig dejlig dag - Tak for det.
 
Lasse var ude at køre afskedsponyløb med gamle Merrylegs og kæmpede bravt og sluttede på en flot 4. plads - det var rigtig dejligt at se ham i sulkyen igen.  Bådsgårds Line og Camilla blev en flot nr. 2 i løbet.
 
 
21/8-2010 - Føl- og plageskue i Thyholm
 
Så har vi været til skue i Thyholm. Der var tilmeldt 40 ponyer. Vi havde de 2 hingsteføl med så de kunne blive chipmærket  - så nu er hele bedriften chippet og hestepassene er opdateret.
 
Bådsgårds Baron fik 9-8-8-8-7 = 40 p og blev nr. 1/7 og skuets bedste hingst
Bådsgårds Máki fik 7-7-8-7-7 = 36 p og blev nr. 4/7
Bådsgårds Josefine fik 8-7-8-8-8 = 39 p og blev nr. 3/8
Bådsgårds Filur fik 5-8-8-6-7 = 34 p og blev nr. 2/3
 
Baron fik en fin vandrepokal fra stutteri Hola og en fin ærespræmie fra Stutteri Tøttrup. Og Josefine vandet en fin ærespræmie fra Landbo Limfjord og hestebolsjer og gavekort fra Land og Fritid - vi takker for de fine præmier.
 
Bådsgårds Baron med sin mor Søndervangs Babette
 
 
16/8-2010 - Merrylegs og Camilla har fundet fidusen til Ponytrav
 
Merrylegs blev en fin nr. 3 med Camilla til ponytrav, så nu har Camilla rigtig fået mod på at satse når hun kører ponytrav med gamle Merrylets.
 
14/8-2010 - Aulum dyrskue
 
Vi har været en tur til Aulum dyrskue og havde en rigtig hyggelig dag sammen med shetlandsfolket. Der var tilmeldt 35 shetlandsponyer.
 
Både Bådsgårds Baby og Cille Breum fik 22 p - hvilket var helt fint. Baby kunne næsten ikke gå for hun var så hestegal - så vi må vist hellere få hende til hingst til næste år.
 
 
12/8-2010 - Costa del cykelskur
 
Så er vores sommerferie-projekt afsluttet. Og som det ses på billedet, så er ponyerne meget glade for skuret. Billedet er taget første morgen efter indvielsen.
 
 
 
2/8-2010 - Flotte resultater til Ponytrav
 
Så har vi igen været til ponytrav på Skive Travbane. Merrylegs blev en fin nr. 2 med Camilla og Bådsgårds Line blev nr. 3.
 
  
 
1/8-2010 - Flot tur til Brokholm Sø og besøg hos Stutteri Brøis
 
I dag har vi været med Lokalområde Vestjylland på tur til Brokholm Sø og besøg hos Stutteri Brøis. Det har været en rigtig dejlig dag, hvor vi så det flotte naturområde og de smukke ponyer hos stutteriet. Tak til alle for en rigtig hyggelig dag.
 
 
31/7-2010 - Hobro Dyrskue
 
Vi har været til det som sædvanlige hyggelige Dyrskue i Hobro. Vi havde meldt Bådsgårds Baby og Cille Breum til - da Cille skulle prøve at med i byen for første gang. Cille var noget trykket af de uvante omgivelser men bevarede roen hele dagen - så det var en god oplevelse for denne urutinerede pony. Begge ponyer deltog i goldhoppeholdet som de to yngste deltagere med følgende resultat:
 
Bådsgårds Baby - 23 p - nr. 2/12 med fin beskrivelse.
Tak til Avlsforeningen for den fine ærespræmie - 2 Merkur Lysestager fra Holmegaard.
 
 
 
Cille Breum - 22 p - nr. 12/12 med fin beskrivelse.
 
 
Camilla viste Cille fint frem med rolige og tålmodige fremtoning - tak for det !
 
 
27/7-2010 - Alexandra er flyttet til Skive
 
Efter mange og lange overvejelser har vi valgt at sælge Haflingeren. Vi har simpelthen ikke den tid som hun fortjener. Og da vores ponypige Camilla, som har kommet trofast i flere måneder og motioneret Alexandra og har knyttet et særligt bånd til ponyen. Så da hun fik lov af sine forældre til at købe Alexandra. Så var beslutninge ikke så svær endda. Så nu har vi en super glad ponypige, som har fået sit største ønske opfyldt Vi har afleveret Alexandre i Skive hos Stald Hovslag, hvor hun kommer til at gå sammen med andre haflingere, hvilket også er meget bedre for hende. Vil glæder os nu til at følge Camilla og Alexandra i fremtiden - da vi er helt sikre på at de to vil få rigtig meget glæde af hinnanden.
 
 
19/7-2010 - Merrylegs og Camilla vandt ponytrav !
 
Så lykkedes det endelig for Camilla (vores ponypige) at vinde hendes første sejr i ponytrav med gamle Merrylegs -  endnu engang tillykke til Camilla.
 
 
17/7-2010 - Glædelig overraskelse ved Hoppekåringen
 
Hvor kan livet dog byde på både op- og nedture. Men ovenpå en uge i sorg var det jo kærkommen med en af de glædlige overraskelser.
 
Bonnie Bomlund blev til hoppekåringen kåret i 1. kl med 9-9-8-8-8 = 42 point og blev først nr. 1/8 i holdet, herefter skulle hun konkurrere mod den smukke vinder af det andet medium hold og her valgte dommerne vores Bonnie, som dermed blev bedste mediumhoppe i klassen 5 års- og ældre.
 
Bonnie opførte sig som om hun havde været til skuer mange gange i hendes liv - men det var faktisk hendes første i en alder af 13 år. Derfor skal der også rettes en stor tak til Trine Kristensen for hendes rolige og dygtige håndtering af Bonnie. Det er jo virkelig dejlig når en så urutineret pony får en så god oplevelse første gang i byen. Samtidigt fik vi hermed bekræftet at vi har en pony med et særdeles godt temeprament og en pony som nyder at være i rampelyset.
 
Også tak til Amalie Sørensen for hjælp med at styre føllet Bådsgårds Buster med rundt i ringen - så han ikke lavede alt for mange ulykker. Og tak til Anne Chrstiansen for at være stand in i finalen - I klarede det alle super flot.
 
Det skal også lige nævnes at Trine Kristensen vandt elite-mønstringskonkurrencen med Bonnie Bomlund - Stort tillykke til Trine.
 
 
 
 
 
 
8/7-2010 - Stor sorg på stutteriet  - Renigma Skov er blevet aflivet !
 
Så er det helt utænkelige sket. Renigma Skov har været ude for en forfærdentlig ulykke i folden. Hun havde beklageligvis brækket venstre forben helt over midt i mellem knæet og albuen, så det eneste der kunne gøres var at aflive hende. Der gik ikke mere end 30 minutter fra vi fik besked fra travbanen om ulykken til vi i samråd med dyrlægen fik hende aflivet. Så hele familien og folkene omkring hende er dybt rystet og slået ud.
 
HVORFOR lige hende.... når nu der er så mange andre!
 
Hun var utrolig smuk af en travhest at være - vores søde prinsessehest. Hun elskede at løbe og havde talent for det. Hun var næste startklar og vi glædede os alle til at skulle følge hende og se hvor langt talentet ville række. Og så havde vi glædet os til at vi skulle bruge hende som følhoppe når væddeløbskarrieren var slut - men sådan skulle det ikke være. Hun blev kun 2 år 2 måneder og 1 dag. Hun vil blive savnet i mange år - ja hver gang der er en R-hest til start, vil vi tænke, gad vide om hun var blevet som den.
 
Renigma Skov i profil
Renigma Skov
 
 
1.-3./7-2010 - Bådsgårds Beauty til Landsskue
 
Så er dette års Landsskue afviklet og det var en varm omgang. Vi havde 2 års hoppen Bådsgårds Beauty med, desværre fik hun vist dommerne at hun engang imellem kan finde på at være lidt vid i bag, så hun fik 21 point og blev nr. 9/13 i et stærkt hold.
 
Trine Kristensen og Bådsgårds Beauty fik en flot 4. plads i mønstringskonkurrencen - tillykke.
 
Beauty til landsskue
 
Beauty til Landsskue opstillet
 
 
28/6-2010 - Renigma Skov's ferie er slut
 
Så har Renigma holdt sin sommerferie og er igen kommet på travbanen for at blive gjort helt klar til prøveløb, som vi forventer at hun er klar til om ca. 1 måned - hvor bliver det spændende!
 
 
 
26.+27/6-2010 - Merrylegs og Bådsgårds Line har været på ponytravlejr
 
I weekenden har Camilla og Katrine lånt Merrylegs og Bådsgårds Line til ponylejr på Skive Travbane. De havde en rigtig god og lærerig weekend sammen med næsten 20 andre ekvipager. Som en del af weekende, havde vi fra stutteri Bådsgård arrangeret en lille mønstringskonkurrence. Og vi glæder os allerede til næste års ponylejr.
 
 
 
19/6-2010 - Midtvest Farmshow i Skive
 
Så er Farmshowet 2010 veloverstået. Vi havde meldt vore to "gamle" følhopper til - så føllene kunne komme en tur i byen og vi kunne få god tid til at snakke og hygge os med de øvrige shetlænderfolk. Men sådan gik det ikke helt.
 
Det var iøvrigt utrolig flot at der var meldt 20 shetlandsponyer til. Og så er det jo altid dejligt, at se shetlandsfolk fra nær og fjern.
 
Men det gik jo ikke helt som ventet - der blev ikke så meget tid til at hygge og snakke - men det er jo dejligt med positive overraskelser !!!
 
Søndervangs Babette, som ikke er så tyk som hun plejer og hendes føl Bådsgårds Baron. Var i dagens anledning i hopla og viste sig for hendes allerbedste side, så hun fik 24p og blev nr. 1/4 i følhoppeholdet. Hun blev også skuets bedste shetlænder og i konkurrencen om skuet bedste hest på tværs af alle racer blev hun nummer 2, kun slået af en af Danmarkst bedste Frederiksborg hoppe. Så vi kan slet ikke få armene ned. Det skal så lige siges at vi nok nærmest ikke har lavet ret meget andet i løbet af dagen end at løbe rundt inde i ringen - så benene er godt nok blevet trætte - men det er jo kun en bagatel når man en enkelt gang opnår sådan et resultet.
 
 
 
Babette og Baron til Farmshow 2010 
(Tak for dette foto til Susanne Dahl, Stutteri Brøis)
 
Tak for ærespræmien fra Landboforeningen Limfjord og tak til Lokalomårde Vestjylland for ærespræmien til skuets bedste shetlandspony.
 
Søndervangs Malou med hendes føl Bådsgårds Máki var også med, desværre blev der tændt for en stor højtaler bag dommeren, som var skruet alt for meget op - så vores gode gamle Malou som i alle de år vi har haft hende aldrig har været bange for noget - nok nærmest blev skræmt fra vid og sans. Det var rigtig synd for hende for jeg tror egentlig hun selv var overrasket over hvor bange hun blev - men hun fik dog 22p og stod nr. 4/4 i følhoppeholdet.
 
 
Vi vil her sige stor tak til vores hjælpere, Camilla, Katrine, Louise, Lotte, Gert og min mor m.fl. - uden dem var det absolut ikke gået.
 
 
 
10/6-2010 - Chipmærkning og ajourføring af hestepas mv.
 
Så har dyrlægen været for at besigtige og chipmærke de sidste 3 ponyer i denne omgang - så er alle hestepas mv. bragt i orden i henhold til den nye lovgivning.
 
Til stor overraskelse bliver vores lille lyserøde Buster altså rødskimlet. Dyrlægen var også overrasket - da skimler jo plejer at være mørke i farven ved fødslen. Men der er slet ingen tvivl - Buster har flere hvide end røde hår i hovedet og på ørene og hvor han ellers er begyndt at skfite følpelsen. Så han bliver sikkeret helt hvid med tiden.
 
 
1/6-2010 - Renigma Skov er hjemme på sommerferie
 
Så er vores ung travhest komme hjem på en kort sommerferie. Det er planen at hun skal holde ca. 3 ugers ferie inden hun skal forsøges klargjort til at deltage i en af de kommende 2 års løb - hvis hun altså ikke begynder at vokse eller der tilstøder uheld.
 
 
16/5-2010 Spændende nye ponyer ankommet til stutteriet !
 
Vi har længe ønsket os en skimmel hoppe med god afstamning og sådan en er ankommet i dag. Og med hende er også ankommet en spændende unghingst.
 
Det drejer sig om Tøttrups Bernadina og Tøttrups Benzon som vi glæder os tll at lærer nærmere at kende. Mere herom senere !
 
 
8/5-2010 Shetlændertævne hos Stald Hovslag
 
Så er det første shetlænderstævne vel overstået. Det var en spænde dag, hvor materialprøveprogrammet blev redet i 3 klasser på forskellige niveauer, det blev vist for lange liner og programmet blev kørt med vogn. Om eftermiddagen var der en spring klasse og en kostume agility klasse. Og det må siges at denne form for brug af shetlandsponyer måske er noget som der kan bygges videre på. Vi er ret enige om at det ikke er sidste gang, sådan et stævne afholdes i vores område.
 
Vi havde Merrylegs og Bådsgårds Baby med. Merrylegs blev lånt ud til Anne Ravn som fik en flot 3 plads i rideklassen for let øvede og Camilla Nyberg Jensen (vores ponypige) fik en flot 2 plads i Agility klassen med Baby - stor tillykke til de dygtige ponypiger.
 
                                       Merrylegs og Anne Ravn i dyb koncentration.
 
                        Bådsgårds Baby og Camilla klædt ud som murer klar til Agility.
 
 
 
6/5-2010 Så fik Søndervangs Babette endelig føl !
 
Efter 3 ugers nattevagt fik Babette endelig føl. Kl. 23.55 blev en stor rød hingstebasse med en lille hvid stjerne i panden født - mor og barn har det godt ! - nu skal vi vist prøve at få sover et par timer !
 
Bådsgårds Baron
 
 Bådsgårds Baron skal han vist nok hedde denne 70 cm høje bamse.
 
Bådsgårds Baron

 
5/5-2010 - Så kom der føl - Men Malou kom før Babette !
 
Nu har vi i 3 uger overvåget Søndervangs Babette som havde termin den 20/4-2010, selvom min mor også har holdt øje med Søndervangs Malou, når hun i dagtimerne, når vi er på arbejde, har holdt øje med ponyerne. Så var overraskelsen altså stor da Malou den 4/5 lige pludselig stod med store propper i patterne - hun havde nemlig først termin den 15/5.
 
Men naturens veje er uransagelige - så kl. 3.45 den 5/5-2010 kom en stor flot dreng til verden. Malou er 93 cm i stang og fyren her var 68 cm høj. Så det var vist godt, at hun ikke gik 3 uger over tiden, lige som sidst hun fik føl (Bådsgårds Prins - ham den store skimmel).
 
Bådsgårds Máki
 
 
 Bådsgårds Máki skal han vist hedde (efter Skovlundens Áki SH 283) her kun 10 timer!
 
Bådsgårds Máki
 
  
Det er et stort kvikt hingsteføl som er kommet til verden. Allerede 5 minutter efter fødslen var han på benene og susede faktisk rundt i løbet af 15 minutter. Malou derimod var lidt træt efter fødslen - men kom sig i løbet af den følgende formiddag. Så nu har Mor og søn det fint!
 
Men vi venter altså stadig på Søndervangs Babette som nu er gået 14 dage over termin. Og vore bekymringer er store - da hun er skrummel tyk !
Ultimo april - Nattevagt og forberedelser til Shetlænderstævne mv.
 
Vi har fortsat "Nattevagt" ved Babette som havde termin den 20/4 - men der er stadig ikke kommet noget føl - hun er mega rund, har en helt pukkel under maven, yveret er spændt, halen er helt ledløs, hun er fuldstændig blød bagi - men fole det vil hun ikke. Så Stald Hovslag har lånt os deres TV-overvågning - så vi kan få lidt mere nattesøvn og ikke skal løber ude i stalen hele tiden - der er bare dejligt lige kigge på skærmen og så sove lidt igen.
 
Vi er igang med at træne til Shetlænderstævnet hos Stald Hovslag den 8/5-2010. Lasse skal ride en klasse på Merrylegs - hans sidste start, da han ikke gider heste/ponyer mere - ja selv ponytravet er lagt på hylden. Men så har Camilla vores ponyhjælper fået lov til at låne Merrylegs til ponytrav i 2010 og skal også til Shetlænderstævnet prøve i køreklassen. Bådsgårds Baby skal en tur ud i lange liner - vi er jo igang med forberedelserne til at få hent kørt til hen over sommeren - så vi kan jo lige så godt tage hende med en tur til stævne - hun vil jo så gerne med!
18/4-2010 - Unghesteskue i Skive
 
Så fik vi afviklet Ungehsteskuet i Skive for første gang - py ha - jeg har været træt i en hel uge efter. (Det skal lige nævnes at vi også har en hoppe med termin - som vi er oppe og kigge til hver nat).
 
Men skuet gik godt og jeg håber at alle havde en god dag. Tak for alle hilsnerne i forbindelse med skuet og tak til Skive Rideklub og Skive Trav for deres store hjælp. Man er jo lidt nervøs første gang ! - men vi er klar igen i 2011. Datoen for skuet kan først meldes ud når vi ved hvilke dage der er travløb på Travbanen - da dette er afgørende for i hvilke weekender vi kan låne staldene - men vi forventer at have datoen klar primo december 2010. 
 
Jeg vil også lige rette en stor tak til Trine Kristensen, Rikke Rasmussen og Camilla (vores nye ponyhjælper) som sørgede for at vore ponyer blev vist flot i ringen. Vore ponyer var nu lidt tamme på dagen - men sådan er det jo nogle gange. Vi havde jo haft travl med planlægning op til skuet og havde måske ikke helt fået trænet og plejet ponyerne som vi plejer.
 
Bådsgårds Josefine (Karakterer: 8+8+7+6+6=35 point Placering: 7/11)
Bådsgårds Prins (Karakterer: 5+9+9+7+7=37 point Placering: 3/4 (finaledeltager))
Bådsgårds Filur (Karakterer: 7+7+8+7+7=36 point Placering: 4/4)
Bådsgårds Beauty(Karakterer: 8+8+8+6+6=36 point Placering: 5/9)
 
Til stor og glædelig overraskelse blev Bådsgårds Beauty udpeget som skuets bedste klargjorte pony og fik en fin pokal fra LandboThy og ærespræmie fra Spar købmanden i Hald - vi siger tusind tak for de fine præmier.
 
Stort tillykke til Louise F. Gravesen og Fuglsang's Trisse - BEST IN SHOW.
 
BIS
8/4-2010 - Heste og Pony bedømmelsesserminar v/Jørgen Finderup
 
I forbindelse med mit arbejde havde jeg arrangeret et hestearrangement for Landboforeningen Limfjord med Landskonsulent Jørgen Finderup. Der mødte 52 hesteintresserede mennesker op og vi havde en rigtig lærerig aften og masser af snak på tværs af racerne. Vi havde taget Bådsgårds Baby og Bonnie Bomlund med føllet Bådsgårds Buster med derud som repræsentanter for Shetlandspony racen. Buster syntes det var rigtig sjovt med alle de mennesker som ville snakke på ham.
 
Tusind tak for den store opbakning til arrangementet - så nu er vejen banet for at vi også til næste år kan arrangere et hestearrangement i Landboforeningens regi.
Så er Stine igang med at køre med Bådsgårds line
 
Da vi sidste år solgte Tarzan til Lukas lovede vi Stine Rasmussen at vi nok skulle finde en ny pony som hun kunne låne til ponytrav. Derfor er vi nu godt igang med at køre Bådsgårds Line til - hun har været i vogn 2 gange og kører rundt ude på travbanen som var den den mest naturlige ting i verden. Så så det bliver spændende at følge Stine og Line henover ponytrav året.
 
Bådsgårds Line og Stine Rasmussen
Unghesteskue i Vestbirk den 3/4-2010
 
Så har vi været i Vestbirk - og hvor var det dejligt at hilse og snakke med shetlandsfolket igen efter en lang vinter.
 
Vi havde Bådsgårds Josefine  og Bådsgårds Beauty med. Det gik fint med Josefine og knap så godt med Beauty - men vi var godt klar over at Beauty vokser i øjeblikket og derfor ikke er i fuldstændig harmoni - men syntes alligevel dommerne var lidt hårde ved hende. Men hun virkede lidt sløv og trist på dagen - så nu må vi se, hvordan det går i Skive om 14 dage.
 
Trine Kirstensen som havde fødselsdag ! - Endnu engang tillykke - viste som altid vores ponyer til UG.
 
Bådsgårds Josefine fil : 9-9-8-7-8 i alt 41 point og nr. 2/16 - og hun blev nr. 12 i finalen og var skuet bedste minihoppe og fik en rigtig fin vandrepokal fra Shetlandsgaarden - tak for det !
 
 
Bådsgårds Beauty fik 8-7-8-6-7 i alt 36 og blev nr. 9/13.
 
 
Shetlandsponytrav på Skive Travbane - 21/3-2010
 
Så er vi gået i gang med et nyt ponytravår. Det var en dejlig søndag vi havde sammen med shetlandsfolket fra Vestjylland - ikke mindre end 10 ponyer var i aktion på ovalen på Skive Trav. Og Shetlandsmesteren blev kåret - i år blev det Nina Thybo (tillykke) og Lasse og gode gamle Merrylegs blev en flot nr. 2 foran Lukas og Tarzan på 3. pladsen.
 
Vi er i gang med at køre Bådsgårds Line til så hun kan komme ud og prøve kræfter med ponytravsporten. Når hun er kørt til vil hun være godt hjulpet af Stine Rasmussen ved tømmerne.
 
Foto: Mai-Britt L. Jensen
Bådsgårds Buster - tidlig overraskelse !
 
Vi fik en lille glædelig overraskelse den 13/3-2010, samme dag som vi skulle have børnefødselsdag. Bonnie Bomlund folede og fik et charmerende rødt hingsteføl. Vi købte Bonnie sidste efterår, fordi den har samme far som vores Baby. Men vi fik ikke at vide at den var ifolet - men har jo kunnet se at maven voksede.
 
Spændende arrangement i Skive -Torsdag d. 8/4-10
 
Heste / Pony bedømmelse ved konsulent Jørgen Finderup se mere her.
Arrangør: Landboforeningen Limfjord
 
Marts 2010 - Ny hjemmeside !
 
Nu er vores nye hjemmeside klar og sluppet los world wide web. Vi håber du vil tage godt i mod den. Og så håber vi at vores mor får tid til os ponyer igen !!! hun kan jo ikke både lave hjemmeside og kigge til os - og det er lidt hyggelig når både Kjeld og Mette er i stalden. Og så kunne det jo være dejligt hvis sneen snart smeltede, så kan kunne få sig rigtig rørt.
 
Februar 2010 - Vintervejret fortsætter
 
Kulden fortsætter, det er ved at være hårdt for nogle af ponyerne. Gyda som desværre af uforklarlige årsager var forfangen sidste år, har ikke haft det godt med at gå på det hårde is-underlag. Så vi har valgt at overdrage hende til Stald Hovslag, hvor hun er kommet på stald om natten og i foråret kan gå sammen med en anden pony som også tidligere har været forgangen. Vi skønnede at det var bedst for ponyen alternativet var ikke til at bære.
En ulykke kommer sjældent alene - vores Baby har haft kolik igen, også selv om vi fodre med gulerødder der er varmet op til stuetemperatur, Blander varmt vand i vandtrugene, giver masser af hø, fodre 4 gange i døgnet og så giver vi varm Mash mindst 1 gang i ugen. Eneste forklaring som dyrlægen kunne komme på var at ponyerne får rørt sig for lidt og måske drikker lidt for lidt vand her i kulden - så nu vll vi meget gerne snart have forår !
Kold januar i Vestjylland
 
Vi har stadig meget sne her ultimo januar 2010, solen kiggede dog frem i dag og alle ponyer stod og slikkede solskin i den kolde januar luft.
 

 
23/1-2010 - Super Klargøringskursus
 
Vi har været til et super klargøringskursus med familien Vihrs her i Lokalområde Vestjylland. Vi fik rigitg mange gode råd og fif med hjem - tak for en god dag.
 
Kold start på 2010 - polarkulden er over Bådsgård vig
 
Ponyerne nyder solens sparsomme stråler i kulden 3/1-2010. Minus 5-10 grader om dagen og helt ned til minus 10-15 grader om natten - så det er rigtig koldt !
 

Copyright - Stutteri Bådsgård v/ Mette Skov Johansen og Kjeld Birch Iversen | Lundøvej 137, Bådsgård, 7840 Højslev - Danmark | Tlf.: 3012 7724 | msj@os.dk